Fra Aasiaat til Statsskolen (t/r) – et portræt


Hvad bringer en gymnasielærer i historie og billedkunst fra Aasiaat, en lille ø, godt 200 km nordvest for Søndre Strømfjord i Grønland, til Sønderborg Statsskole. Jeg møder Helene Zwisler på Statsskolens lærerværelse. Hvad er forbindelse til det grønlandske så? Ikke nogen, kommer det. Jeg ville prøve noget andet end Danmark og var interesseret i den dansk-grønlandsk relation. Jeg ville prøve noget, der var væk fra byer og offentlig transport og mange mennesker.

Hvordan oplever Helene forskellen på et gymnasium i Sønderborg og et i Grønland? Den grønlandske folkeskole er på grønlandsk, pointerer hun. Grønlandsk er modersmålet, ikke dansk. Overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse er en voldsom overgang for rigtigt mange unge, bl.a. fordi ungdomsuddannelserne er på dansk. Eleverne møder en ny verden. Ofte er de nødt til at rejse hjemmefra for at komme på gymnasiet. I de mest ekstreme situationer kan det være en afstand på 2000 km. Familie og venner ser de så kun en gang om året.

Helene forklarer, at det i realiteten vil være det samme som hvis danske gymnasieelever skulle undervises på tysk af tyske lærere, som kun kan tale tysk. Og hvilken slags undervisning vil det være? Hun svarer selv, at det er en stor sproglig og kulturel udfordring og at ungdomsuddannelser ofte har stort frafald.

I et grønlandsk gymnasium er man nødt til at være meget bevidst om, hvordan man skruer undervisningen sammen. Sproget er den store udfordring. Man bliver nødt til at lave undervisning, der virkelig aktiverer eleverne. Helst med noget kreativt. Og det gælder i alle fag. Hun oplever, at undervisningen på et gymnasium i Danmark virker mest som universitetsforberedende, som et mini-universitet. Her kan elever i langt højere grad få opgaver, som de selv kan sidde og arbejde med, og der er ikke behov for at oversætte nær så meget. Billedet er af Helene, der er igang med at undervise 3f.

Helene fortæller, at hun læste historie og kunsthistorie på Århus Universitet og valgte i 2013 at komme et semester i praktik som gymnasielærer på Statsskolen. Her fulgte hun en kollega, der havde samme fag og holdt fast i kontakten. Selv om det kan føles som om, der er langt til Grønland, så afslører Helene, at hun selv har gået på Statsskolen og er vokset op i Dybbøl. For at blive fastansat i gymnasiet skal man have en pædagogisk uddannelse. Problemet var, at der var ingen der kunne være vejleder i billedkunst i Aasiaat. Men det var der på Statsskolen.

Hvad kan du bedst lide ved Grønland? Roen, nærværet og mindre stress, kommer det hurtigt. Man er mere mentalt tilstede. Aasiaat er lille, rolig og åben. Naturen er åben. Der er en horisontlinje hele tiden. Befolkningen skal man først vinde. Det er en lidt simplere verden. Helene er først i tyverne og i dag ansat der som gymnasielærer i historie, billedkunst og kulturfag. Det sidste er et obligatorisk fag, der kun findes i Grønland.

Aasiaat er et meget lille sted og f.eks. er alle de danske lærere er langt væk fra familie, så vi bruger hinanden. Det er det vi har. Skal der ske noget socialt, kulturelt, sportsligt, så skal vi selv arrangere det. Til slut spørger jeg hvad planen er videre frem? Jeg er glad for Grønland, siger Helene med et roligt og nærværende blik. Jeg hviler I, at der ingen tidsbegrænsning for, hvor lang tid jeg skal være der. Der er måske ikke så langt til Grønland alligevel.