Så blev flaget hejst i tårnet fra Sønderborg Statsskole, for i dag og de næste to dage springer alle vore studenter ud efter to og tre interessante, udfordrende og sjove år på Statsskolen.
Dagens første studenter, som traditionen tro får lov til at hejse flaget, er Camilla Kock Hansen fra 2p og Harun Smajlovic fra 3k.
Vi ønsker alle vore studenter STORT tillykke med studenterhuen og håber, at I ikke alene får nogle festlige dage i den kommende tid, men også en spændende fremtid, hvor I vil tænke tilbage på jeres gamle skole med gode minder.
Statsskolen emmer af store følelser i disse dage, hvor 300 elever bliver studenter mandag, tirsdag og onsdag. Lettelse, jubel og champagnepropper kan høres i skolens festsal, hvor familie og venner med spænding afventer at eleverne kommer ned fra deres sidste eksamen.
Onsdag aften er der afgangsfest for alle studenterne, hvorefter de skal på studenterkørsel torsdag.
Fredag er der dimission, hvor der forventes op mod 1000 gæster til studenternes endelige afsked med Statsskolen.