Studie- og ordensregler

Studie- og ordensregler ved Sønderborg Statsskole

(Gældende fra 1. august 2005 for elever i reformgymnasiet. Et regelsæt for samværsnormer og ordensregler er under udarbejdelse).

De neden for opstillede regler gælder ind til videre. Reglerne bygger på Bekendtgørelse om studie-og ordensregler i det almene gymnasium (BEK nr 1249 af 13/12/2004).

Almindelig orden og samvær og aktiv deltagelse i undervisningen

Eleverne har pligt til at følge skolens studie- og ordensregler. Eleverne har pligt til at deltage aktivt i undervisningen. Dette indebærer:

  1. Fremmøde til undervisningen.
  2. Rettidig aflevering af skriftlige opgaver, der kvalitativt og kvantitativt følger de krav, der er fastsat.
  3. Deltagelse i terminsprøver, årsprøver og lignende
  4. Deltagelse i ekskursioner mv. med en deltagerbetaling, der alene vedrører forplejning og højst udgør 50 kr. pr. døgn pr. deltager (1998-niveau)
  5. Deltagelse i anden forlagt undervisning, herunder selvstændigt arbejde og virtuel undervisning, der er planlagt som en del af undervisningen.

Sanktioner

Hvis rektor skønner, at en elev tilsidesætter skolens regler for almindelig orden og samvær eller pligten til at deltage aktivt i undervisningen, kan følgende sanktioner iværksættes efter forudgående advarsel:

  1. Udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter.
  2. Midlertidig udelukkelse fra undervisningen i indtil 10 dage på et skoleår. Udelukkelsen registreres som fravær.
  3. Henvisning til at aflægge prøve i alle fag på det pågældende klassetrin i det pågældende år. Der gives ikke årskarakterer og givne årskarakterer, hvor disse gives, bortfalder.
  4. Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende år. Prøve i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år, hvis skolens leder træffer beslutning om, at den pågældende kan deltage i undervisningen på ny.
  5. Bortvisning i særligt graverende tilfælde.

Statens uddannelsesstøtte (SU)

En betingelse for at få SU er, at eleven er studieaktiv. Vurderer skolen, at eleven ikke er studieaktiv, bortfalder elevens ret til SU.

Oprykning

Oprykning til næste klassetrin af en elev er betinget af elevens tilstrækkelige udbytte af undervisningen. Ved skoleårets afslutning vurderer skolen den enkelte elevs standpunkt og udbytte af undervisningen. En elev har krav på oprykning, når eleven har 2.0 eller derover i vægtet gennemsnit.

Rektor kan nægte en elev oprykning til næste klasse, hvis elevens standpunkt eller opnåede vægtede gennemsnit ved skoleårets afslutning er under 2.0, og hvis det på baggrund af den løbende evaluering vurderes, at elevens udbytte af det hidtil gennemførte undervisningsforløb ikke har været tilstrækkeligt.

En elev, der er nægtet oprykning til næste klassetrin, kan efter rektors godkendelse få ret til at gå det pågældende klassetrin om én gang.